Nu er det vist længe siden, vi har lagt noget nyt på
bloggen, så her får I lidt godterier J
Her i Pondicherry er der nok at se til. Vi er så småt gået i
gang med vores gruppeeksamen, der skal afleveres den 9. april. I fredags havde
vi vores sidste forelæsning, så nu står den på selvstudie med eksamen og et par
seminarer. I mandags havde vi en heldags workshop om ’conflict transformation’
i praksis. Det var super spændende. Desværre er der så meget at se til med vores
eksamen, at Mathilde blev hjemme og lavede gruppearbejde. Det var der også
nogle piger i Sofies gruppe, der gjorde. I weekenden skal vi aflevere et draft
til vores undervisere af vores opgaver, som de så retter igennem og giver gode
råd om inden afleveringsfristen. Det
betyder at vi – om alt går godt – har skrevet 30 sider inden ugen er omme!
For at komme lidt væk fra stressen og gruppearbejdet har vi
i weekenden været i Mamallapuram, der er en lille bitte by mellem Chennai og
Pondicherry. Byen er kendt for nogle rigtig spændende templer, hyggelig
stemning og gode shoppe muligheder. Vi tog bussen tidligt lørdag morgen, og
busserne i Indien er noget for sig. Nede på busstationen spørger man til højre
og venstre og får så vist vej til en bus. Så er det bare at håbe på, det er den
rigtige. Det er ikke ligesom midttrafik hjemme i Århus. Heller ikke når man
sammenligner priserne. Vi betalte 58 rupees hver vej. Dvs. at det koster 5,8 kr
at køre i bus ca. 100 km. Det kunne politikkerne i DK godt lære noget af!

Ankommet til Mamallapuram fandt vi et hyggeligt guest house,
som vi havde fået anbefalet af nogle danske piger fra kulturstudier. Stedet
hedder ’Green Woods’, og vi fik et lille værelse med plads til 3 oppe på rooftoppen. Det der med rooftop lejligheder er ikke helt dårligt. Stedet er
vildt hyggeligt – der ligger lidt billeder inde i galleriet, I kan se.

Første stop på turen var egentlig frokost, men det blev
udskudt lidt pga. de mange fine butikker, der har alt, hvad hjertet kan begære.
Kjoler, bukser, smykker, pudebetræk, sko osv. Efter et par timer med mad og
shopping tog Katrine og Sofie på tempel-tur. Mathilde havde lyst til at gå en
tur på stranden og slappe af på vores guest house. Lidt ad bagvejen, forfulgt
at to unge indiske mænd, lykkedes det os at finde hen til ’shore tempel’, der
ligger på en lille tange ude ved vandet. Templet er ret lille, men super flot.
Stilmæssigt er det et strukturelt tempel, og det er ret gammelt. Fra omkring
600 år efter Kristi. Vi så nogle figurer, der var hugget ud af de samme sten
som bygningen. Templet består af tre små templer. Et til Vishnu og to til
Shiva. Vi mødte også en super sød familie fra Hyderabad, der gerne ville have
taget billeder med os. Der var også en masse fine køer hugget ud i sten. Det
var super hyggeligt. Bagefter tog vi videre til de 5 Rathas (som vores billet
også gav adgang til). Her mødte vi igen nogle indere, der gerne ville tage
billeder. Her var det bare ca. 20 unge mænd, der nedstirrede os, så de af dem,
der rent faktisk spurgte, om de måtte tage billeder, fik bare et ’no’. 5 Rathas
var også ret flot. Det er 5 små templer og så to fine stenfigurer af en løve og
en elefant. De fem rathaer er opkaldt efter de fem brødre i Mahabharata
(vigtigt epos i hinduismen) og deres hustru. De er udskåret som 5 trævogne (det
hænger sammen med navnet). Her havde vi det også sjovt, men de unge mænd og den
skarpe sol blev hurtigt for meget, og vi tog videre til det næste sted. Det er
en slags park, hvor der er en stor sten, der balancerer skrådt på en klippevæg.
Rimelig vildt at det kan lade sig gøre. Her var hyggeligt, skønt lys, masser af
mennesker, aber, hunde, geder picnic-stemning og en dansende agurke-dame. Hun
var ret skøn (tjek billedet). Rundt om i parken var der også forskellige
reliefer indhugget i sten, der var rigtig smukke.

Da turen var ovre, tog vi igen på shopping, indtil det var
hen ad aftensmadstid, og vi mødtes med Mathilde. Vi fik lækker seafood på en
hyggelig restaurant og tog bagefter hen til Le Yogi; her havde vi nemlig hørt
rygter om gode franske crepes. Mmm. De havde også super lækker økologisk, grøn
te og frisk mint te. Her stødte vi ind i tre søde piger fra kulturstudier, som
vi hyggede lidt med. Efter en hyggelig dag, en god nats søvn på vores guest
house, tidlig morgenmad (igen på super lækre Le Yogi) tog vi tilbage til
Pondicherry. Efter en interessant bustur klemt inde mellem indiske mænd og med
lidt ekstra søvn (læs: Sofie sov med åben mund med hovedet ud af vinduet) kom
vi tilbage til lejligheden, hvor tiden gik med dels at holde søndag, dels lave
opgave. Nu er det ved at være sengetid – så får I ikke mere for den 25 øre.

Vi håber, I har det godt derhjemme. Nu sætter slutspurten
ind på kurset. I kan jo tjekke billederne ud, hvis I får brug for at føle lidt
varme. Vi kigger med glæde på snebilleder hjemmefra. Græsset ser jo bare altid
lidt grønnere ud på den anden side.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar