tirsdag den 7. maj 2013

Mysore og Hampi


Nu er vi nået til Goa, og bruger tiden på at slappe af efter nogle lidt hårde dage i både Mysore og Hampi, som jeg lige vil fortælle lidt om her.

Mysore
Vi ankom til Mysore sidste mandag (den 29.) - igen med natbus. Da vi ankom, var vi overraskede over, hvor køligt der egentlig var - i hvert fald i forhold til hvad vi er vant til efterhånden. Vi blev i byen i tre dage og vejret blev ved med at være udholdeligt. Man svedte ikke overalt efter bare at have gået to skridt - som alle andre steder. Det var ret lækkert :)



Hovedattraktionen i Mysore er et kæmpestort palads, som har været hjem for Wodeyar maharajas. Det, man kan se nu, er bygget i 1912, fordi det forrige brændte, og det er virkelig en imponerende bygning. Kæmpe sale, der er dekoreret meget detaljeret og store malerier over det hele. Vi måtte desværre ikke tage billeder indenfor, men I kan se det udefra.
På nogle bestemte dage lyser de paladset op med 100.000 pærer. Det nåede vi heldigvis også lige at se, hvilket var virkelig imponerende. De tænker det så kun i en time - Og da vi var for at se det, slukkede de for dem ca. 20 minutter for tidligt. Men det er nok også ret dyrt at holde lys i alle de pærer.
Mysore er også byen for sandalwood træ, som blandt andet bliver brugt til olier/perfumer, så det var vi også ude og kigge på, og så er der nogle virkelig spændende markeder i byen.

Den sidste dag inden vi rejste var vi oppe på Chamundi Hill lige ved siden af byen. Det er en høj bakke med et tempel på toppen, som mange besøger, fordi det er et flot tempel og en flot udsigt deroppefra. Vi tog en richshaw derop og gik ned. Der skulle ca. være 1000 trin ned ad trappen, så det var en okay gåtur.

I Mysore mødte vi rigtig mange indiske turister. Mange rejser langt for at se de vigtige templer, og mange af dem, vi mødte, ville rigtig gerne have taget billeder sammen med os. Så vi stod model til virkelig mange billeder og fik også taget en del selv. Man føler sig helt berømt, når alle gerne vil røre ved en og tage billeder. Og endnu mere når de spørger om mit navn, fordi de alle sammen siger, det er det sammen som en meget berømt Bollywood-stjerne.


Hampi
Hampi var faktisk en endnu mere spændende by. Vi var der i 4 dage og boede på et guesthouse lige ved en lille by kaldet Hampi Bazaar. Jeg ved ikke, om det var fordi vi lige kom fra det lidt køligere Mysore, eller Hampi virkelig var varmere end alle andre steder, men varmen var virkelig ubehageligt intens her. Det var slet ikke til at holde ud at lave ret meget, men vi nåede da en hel del alligevel.

Det vigtigste ved Hampi er nogle virkelig imponerende ruiner af en hovedstad for et kongedømme fra omkring det 16. århundrede. Der er så mange ruiner i området af templer, kongelige bygninger, bade, markedspladser, porte, elefantstalde og lignende, at vi slet ikke nåede at se det hele, men vi fik da set en god del. Inden vi kom dertil, havde vi læst, at man kunne se ruinerne ved at køre rundt på cykel, og det havde vi egentlig tænkt os at gøre. Men da varmen var så uudholdelig, blev vi rådet til at tage en richshaw rundt, og det var nok egentlig meget godt. Han havde en fast tur til de vigtigste ruiner, og ville gerne fortælle og vise os dem. Det var virkelig spændende og rigtig flot.

Alle dagene tog vi en middagspause på nogle timer, hvor vi bare sad og læste inde på en restaurant, fordi det var for varmt udenfor. Så det var godt, der var nogle hyggelige restauranter. Vores favorit blev en, der hed Mango Tree, som havde alt muligt forskelligt mad og hvor vi sad på nogle puder på gulvet. Jeg var specielt glad for deres banana coconut lassi, som er yoghurt rørt op med banan og kokos. Det er rigtig godt!
Men vi skulle nok have holdt os til Mango Tree, for da jeg prøvede en anden restaurant den første dag og fik en spinat-samosa blev jeg virkelig syg. Så jeg lå i sengen hele dagen efter og kunne først komme med på sightseeing den næste dag uden at jeg faktisk havde det vildt godt. Men det er heller ikke sjovt at ligge inde på værelset og være syg, når der også er 40 grader inde.

Den sidste dag var jeg blevet frisk igen (men Nanna var blevet syg), så Radhika og jeg tog på en sidste tur op på en hill for at besøge et berømt Hanuman-tempel. Hanuman er en abegud, som rigtig mange beder til, og som der er billeder af mange steder. Folk i Hampi siger, at han blev født her på bakken, så det skulle selvfølgelig ses. Man kunne ikke køre hele vejen op til dette. Fra Hampi Bazaar skulle man faktisk først sejle et lille stykke, så køre 6 km
og til sidst selv gå op ad en lang trappe. Da vi nåede enden af trappen og endelig var ved templet - meget svedige - mødte vi en masse indiske turister, der lige ville have billede af os. Ikke vores bedste tidspunkt, men de var glade for at tage billeder alligevel. Det var en virkelig god tur. Der var rigtig flot udsigt deroppefra, og så var vi med til at fodre en masse søde aber, da vi kom derop :)

Resten af den dag tog vi det roligt indtil vi stod på en natbus til Goa, hvor vi nu er tjekket ind på et guesthouse i nærheden af stranden og ser frem til at slappe af og komme ovenpå igen efter sygdomme og varme. Her er dog stadig varmt, men det virker ikke helt så trykkende som i Hampi.

Flere billeder fra Hampi 

Vi ses
Katrine

1 kommentar:

  1. Hej Katrine
    Billederne fra Mysore er som da jeg var der i august. Det er muligt at købe en billet til kameraet, så kunne man knipse løs ind i paladset. Så hvis I mangler billeder har jeg masser. Men efter flere måneder i Indien, har I sikkert rigeligt af billeder og indtryk.

    Kh Louise

    SvarSlet