Så er vi er i Indien!... Efter at have rejst i 24 timer gennem 4 1/2 tidszone. Trætheden sad som søvn i øjnene, og en anelse forvirret over tidsforskellen ankom vi torsdag morgen kl. 7.30. I lufthavnen blev vi hentet af en meget sød chauffør og så Delhi vågne op for øjnene af os på vores køretur til hotellet. Hotellet hedder Kwality Hotel og ligger tæt på New Delhis centrum. Kvarteret er dog en anelse fattigt, og da vi efter en lur torsdag eftermiddag skulle finde vores rejsebureau, var det en noget anderledes oplevelse, end det vi kender fra gågaden i Aarhus. Intet er opdelt i fortov og vej - Faktisk er der slet ingen regler i trafikken, så alt virker som kaos for os, men det ser ud til at virke for de lokale i området. Vi har i hvert fald ikke set nogen, der er blevet kørt ned, endnu. Efterhånden har vi fundet ud af, at dyttet ikke betyder, at man gør noget forkert, men "Her kommer jeg." Efter mødet skulle vi i biografen og se en film på hindi, som vi havde glemt at læse den engelske beskrivelse af inden. Meget interessante 2 timer og 40 minutter af vores liv. Ej, faktisk var det en god oplevelse, og der var en helt særlig atmosfære i den kæmpestore, meget gamle og stemningsfulde biograf. Vores første rigtige måltid i Indien indtog vi på luksushotellet på vores slum-gade. Det var en meget surrealistisk at stå i glaselevatoren på vej til deres rooftop restaurant og kigge ud på Delhis slum. For at undgå "delhi-belly" venter vi med de helt lokale steder. Rigtig trætte gik vi tidligt i seng, men blev vækket af det værste regnvejr vi længe har hørt, krydret med det flotteste tordenvejr (og Sofie var mega bange).
Næste morgen vågnede vi op til endnu et regnvejr, men det var samtidig vores første rigtige dag i Indien. Trods regnvejret var vi alligevel spændte, da vi skulle på rundvisning med en tidligere gadedreng som guide. Vi var inde og se et børnehjem, hvilket gav et godt indtryk af livet for børnene på gaden i Delhi. Det var rart at se, at der var lyspunkter i deres liv. Efterfølgende fik vi set lidt mere af byen og shoppet nye bukser :) Alt dette skete i silende regnvejr, og vi besluttede os derfor for at gå tilbage til hotellet. Plaskvåde vandrede vi gennem Delhis gader, og vi var kun ved at blive kørt ned 10 gange, så det var bedre end om morgenen. Til gengæld så vi super cool ud hver gang! Tilbage på hotellet følte vi alligevel, vi var nødt til at stare på vores opgaver til kulturstudier. Så regnvejret var faktisk en kærkommen lejlighed til at få lavet noget af det, vi skal. Selvom vores hotel udbyder gratis wi-fi, har vi endnu ikke fundet noget. Faktisk har internettet været nede i hele kvarteret - sikkert på grund af regnen. Vi blev derfor meget ivrige, da Katrine lige pludselig fandt et hotspot, hvilket resulterede i, at vi alle nåede at logge på facebook i 2 sekunder, før vi med stor frustration blev smidt af igen.
Lørdag stod på endnu en tur med Salam Balek Trust (NGO for gadebørn) i Old Delhi. Old Delhi var før hen hovedstaden i Indien, men da britterne kom, flyttede de hovedstaden til den nye by, de byggede i forlængelse af Old Delhi og kalde den for New Delhi. Turen var rigtig spændende, især gåturen i de små gader i den gamle bydel, der er delt op i kvarterer til hver religion. Denne opdeling gælder ikke rigtig længere - faktisk er Indien et meget sammensat samfund med mange religioner, der lever meget harmonisk side om side. Vi fik både kørt i autorickshaw og cykelrickshaw. En sjov oplevelse - Delhis trafik er rimelig vild!
Bagefter tog vi ind til Connaught Place, der er centrum i Delhi. Her var meget finere end det kvarter vi bor i - men også lidt mere kedeligt og rent. Hjemme i vores kvarter fandt vi endelig internet på et lille lokalt rejsebureau! Måske nogen af jer har fået en mail?
Vi håber I alle sammen har det godt derhjemme. Vi har det super godt.
Hvilke dyr har vi set indtil nu: Egern, død rotte, heste, æsler, vandbøfler, mus, mega mange duer og vilde hunde - en enkelt Golden Retriewer og aber.
Ugens citat: "Mit ur går altså stadig. Ej se, nu går det baglæns." Katrine
P.S: bare rolig farmor - vi har det godt og trygt :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar